Vandskade PDF Print E-mail
Written by Jacob Hatting   
Thursday, 25 August 2011 18:33

Kære elever og forældre

Vi glæder os sådan til at se jer i skolen på mandag.
Sommerferien har været lang og til tider regnfuld, så nu vil vi alle gerne i gang. Mandag går det løs igen og derfor har de ansatte i dag været samlet til pædagogisk dag.

Vi har drøftet, hvordan vi skal arrangere undervisningen i den givne situation, hvor vi dels har vandskade i kælderen og dels får malet vinduer.

Status på vinduerne er, at 2. og 3. sal nu er færdige. På 4. sal viste det sig, at der skulle laves udvendigt arbejde på kvistvinduerne, hvor noget zink skal skiftes og det skulle først godkendes, derfor vil lokalet efter nærmere aftale med ledelsen og håndværkerne blive igangsat hurtigt.
På første sal er alt slebet og klar til maling og arbejdet går i gang i den kommende uge. Maleren foreslår selv, at de kan male mens der undervises, da malingen er helt ufarlig, men lærerteamet overvejer i disse timer om undervisningen kan flyttes. Sker det får I besked af klasselærerne.

Skolen blev som bekendt ramt af vandskade den 2.juli 2011. Status på skaderne er at kælderen er lukket. Gulvene i Sløjd, forrum til gymnastik og gymnastiksalen er fjernet. Det sker for at tørre gulvene igennem, så vi undgår skimmelsvamp. Lad mig understrege at der ikke er skimmelsvamp, men var fare for at det opstod. Forsikringsselskabet har ikke kunne følge med antallet af skader, så vi har endnu ikke fået leveret affugtere.

Har I derfor en stående som I ikke bruger vil vi gerne låne den.

Der kan gå flere måneder før gulvene bliver genetableret afhængig af hvornår gulvene er tørre. Det betyder at værkstedsundervisningen må udgå i denne periode til fordel for andre kreative fag.

Idrætsundervisningen vil komme til at foregå udenfor – så alle børn skal have fornuftigt tøj og sko med til formålet- hver gang der står idræt på skemaet. Lærerteamet vil så vurdere, om de mener at vejrguderne tillader løb på Assistens kirkegård, boldspil i i fælledparken, eller alternativ undervisning, lektiecafe eller lignende. Vi har i dag drøftet, at også den øvrige undervisning skal opprioritere de fysiske elementer i undervisningen, således at jeres børn ikke savner gymnastiksalen alt for meget i den kommende tid.

Jeg var personligt meget glad for de ansattes tilkendegivelser, samt det engagement de lagde for dagen for at ændre på allerede fremstillede undervisningsforløb, således at ovenstående kunne tilgodeses. Det sprudler af liv, humør og engagement hos alle, med ønsket om at sikre at det kommende skoleår, bliver sjovt, spændende og lærerigt.

Jeg håber at også I vil tage de kommende måneders udfordringer med et smil og at I vil hjælpe os med stort og småt, så det hele kommer til at glide, og sådan at alle får et godt udbytterigt skoleår.

Vel mødt på mandag klokken 8.30. 

 

Med venlig hilsen

Jacob Hatting