| Undervisningen |
|
|
|
|
Skolens undervisning og fagrække
Undervisningen på Nørrebro Lilleskole tager udgangspunkt i barnets møde med verden, med fagene og med socialiteten i klassen. Et højt fagligt niveau nås gennem en ligelig vægtning af de 4 søjler: det fag-faglige, det socialt faglige, det emotionelt faglige og det kreativt faglige. Undervisningen tilrettelægges ud fra ønsket om, at give det enkelte barn maksimale muligheder for at tilegne sig viden, færdigheder og arbejdsmetoder, der gør barnet i stand til at klare de udfordringer, et moderne demokratisk samfund kræver, herunder at være i besiddelse af kompetencer som omstillingsparathed, fleksibilitet, samarbejdsevne og høj faglig viden. Arbejdsmetoderne varierer afhængigt af fag, men har som udgangspunkt det mål, at eleverne kan arbejde mere og mere selvstændigt, således at lærernes rolle ændrer sig i løbet af skoleforløbet fra styrende til vejledende.
Lærerne drøfter årligt klassens fagplaner med forældrene på det førstkommende forældremøde i skoleåret.
Ifølge lovbekendtgørelse Nr. 665 af 27.06.2005 skal de frie grundskoler fastsætte slutmål og delmål samt udarbejde undervisningsplaner, der er i overensstemmelse med skolens overbevisning og tilrettelæggelse af undervisningen.
Skolen har udarbejdet slut- og delmål for fagene, repræsenteret i skolens undervisningsplaner. Sidstnævnte undervisningsplaner tjener det formål, at underrette forældrene om de arbejdsmetoder, indhold og den faglige progression, der tilrettelægges anderledes hos os end i folkeskolen. Undervisningsplanerne viser således de steder, hvor vi gør noget andet, end det man kan læse i klare mål og fælles mål, der gælder for folkeskolen. I de fleste undervisningsplaner har vi derfor skrevet, at vores undervisningsplaner supplerer klare mål og fælles mål, da skolens udgangspunkt er, at eleverne skal have den samme undervisning som i folkeskolen, dog tilrettelagt ud fra vores pædagogiske overvejelser. |


